En kombination af tværsektorielle barrierer og en dårligt forberedt inklusion kan sende de mest sårbare børn i psykiatrisk behandling. 

Børn med autisme og opmærksomhedsforstyrrelser kan have meget forskellige behov. Generelt handler det om fleksibilitet til at finde specifikke løsninger og tilstedeværende voksne. Overordnet har børnene brug for kompetente voksne, opmærksomhed, struktur og et roligt miljø. 

– Jeg siger ikke, at inklusion som sådan er forkert. Der er sikkert mange børn, der vil få glæde af inklusion, men vi har også en gruppe børn, der hverken kan eller bør inkluderes. De har brug for en helt anden specialiseret indsats, siger Jesper Pedersen, ledende overlæge, Ph.d, Psykiatrien Region Sjælland og fortsætter:  

– Vi har en del familier, med børn der har det svært, som kommer og siger: Hvis vi dog bare havde vore gamle specialskole. Jo, man kan sagtens frygte, at inklusionen, også med baggrund i lærernes og organisationernes usikkerhed og nervøsitet, kan komme til at koste nogle børn med for eksempel autisme og ADHD dyrt. At de får belastningsreaktioner med angst og depression og en forværring af deres symptomer. 

Jesper Pedersen tilføjer, at hvor PPR tidligere var en individuel indsats i forhold til det enkelte barn, forventer han, at indsatsen frem over bliver en mere generel indsats i klasserne. Også det kan få betydning og konsekvenser for de særligt sårbare børn, som har et individuelt behov. 

”Jo, man kan sagtens frygte, at inklusionen, også med baggrund i lærernes og organisationernes usikkerhed og nervøsitet, kan komme til at koste nogle børn med for eksempel autisme og ADHD dyrt.” 

Jesper Pedersen, ledende overlæge, Psykiatrien Region Sjælland 

Tilsvarende erfaringer i Aalborg 

På Klinik for Børn og Unge, Aalborg Universitets Hospital, er de afventende hvad angår inklusionen. 

– Vi oplever en stigning i henvisninger på børn med svære belastningsreaktioner, men det er for tidligt at sige, det er inklusionens skyld. Det kan jeg ikke dokumentere, fortæller Marianne Kryger, der er klinikchef på Klinik for Børn og Unge, Aalborg Universitetshospital. Marianne Kryger er også formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark – BUP-DK. 

– Men vi har erfaringer fra enkeltintegration af elever, og de er ikke udelukkende gode. Når inklusionen går i gang efter sommerferien er det mange flere børn, der skal forsøges inkluderet samtidigt, fortsætter Marianne Kryger. 

For nylig var Michala Høgsberg, ledende overlæge på Friklinikken i Aarhus, ude med tilsvarende erfaringer og udtalte, at et stigende antal børn havner i det psykiatriske system, fordi de bliver ofre for inklusion i folkeskolen. 

– De børn, der har store vanskeligheder og brug for en speciel indsats, de reagerer tit med at få det dårligere – med angst og adfærdsforstyrrelser, sagde hun. 

Tværsektorielle barrierer 

Såvel Jesper Pedersen som Marianne Kryger peger på, at samarbejdet på tværs af sektorerne, skolemyndighederne i kommunerne og psykiatrien i regionerne, også er et stort problem. 

– Regionens psykiatri kan udtale sig om behov for ekstra støtte til et barn, men kommunen kan sagtens være uenig og mene, at det kan de godt klare uanset en udtalelse fra psykiatrien om det modsatte. Det er kommunen, der beslutter, og de følger ikke nødvendigvis en anbefaling fra psykiatrien. Der bør være en større sammenhæng mellem råd og praksis, men det er der ikke i dag, siger Jesper Pedersen. 

– Vi bliver mødt med udbredte protester fra kommuner, som helst ikke ser vi udtaler os. Vi har en stor udfordring i at kommunikere patientens behov, fordi forældre og kommune har forskellige forventninger. Hvis vi siger specialpædagogik høres det måske som specialtilbud, og det er en bekostelig affære i modsætning til inklusion med specialpædagogik tilknyttet, forklarer Marianne Kryger. 

For de børn, der får eller kan få belastningsreaktioner, er det vigtigt med en tidlig opfølgning. Der er børn med autisme og opmærksomhedsforstyrrelser, som det vil være vanskeligt at inkludere, og det vil i hvert fald kræve et velforberedt grundlag og at kompetencerne fra specialtilbuddene bliver anvendt, understreger hun. 

– Vi kan komme med anbefalinger og ikke anvisninger. Og jeg vil sige det sådan, at det er på ingen måde usædvanligt, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt. Hvad der er baggrunden for kommunens beslutninger og handlinger ved vi ikke, men ved mange genhenvisninger på baggrund af belastningsreaktioner hos børnene, tænker vi ofte, at der ikke er blevet gjort noget og vores anbefalinger ikke er blevet fulgt. 

”Vi kan komme med anbefalinger og ikke anvisninger. Og jeg vil sige det sådan, at det er på ingen måde usædvanligt, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt.” 

Marianne Kryger, klinikchef, Klinik for Børn og Unge; Aalborg Universitetshospital 

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse