Fra min klasse i 1955 var der én, der fortsatte i gymnasiet – og sÃ¥ var der alle os andre. Nu er der ‘dem, der ikke har evnerne’ og alle de andre. Og dem, der ikke har evnerne, bliver svigtet. Nu har vi atter gennemlevet en mÃ¥ned med huer af forskellig art, tillykke og hurra, køretur og fester. Det er dem bestemt vel undt.

Af Sonja Milkær, regionskonsulent i Ligeværd – Forældre og netværk

70 pct. af en årgang får en studentereksamen, og de er nu i venteposition, indtil de sidst i juli finder ud af, om de kan starte på den videregående uddannelse, de er blevet vejledt og rådgivet om og har satset på. Unge, der har besluttet sig for at blive håndværkere, er ikke så mange. Det er faktisk for få, for der er brug for dem. De får mulighed for frit at vælge på erhvervsskolerne, hvilken slags håndværker, de gerne vil være. Og så er der resten.

Resten er ca. 2 pct. af en Ã¥rgang, der ikke har evnerne til at gÃ¥ i gymnasiet eller pÃ¥ en erhvervsskole. Hvad med dem? Kan de ikke bruges til noget? Selvfølgelig kan de det. Alle mennesker kan noget, og en god del vil helt sikkert kunne uddanne sig sÃ¥ meget, at de kan forsørge sig selv helt eller delvist. Der er lovgivning for gymnasier og erhvervsskoler, og der er ogsÃ¥ lovgivet for den gruppe af unge, der ikke magter de skolers niveauer. Der er bare den store forskel, at hvor gymnasier og erhvervsskoler er finansieret af staten, er uddannelse af denne gruppe unge finansieringsmæssigt alene pÃ¥lagt kommunerne – og det er en beslutning med store konsekvenser for de unge.

Springer over hvor gærdet ikke er lavest

I 2007 vedtog Folketinget ‘Lov om uddannelse for unge med særlige behov’. En lov, der bl.a. har følgende formÃ¥l: ‘at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnÃ¥r personlige, sociale og faglige kompetencer til en sÃ¥ selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse’. I loven er detaljeret og godt beskrevet, hvorledes den unge sammen med sine forældre og den kommunale UU-vejleder skal indstille til kommunen, hvilket uddannelsesforløb, der ‘under hensyntagen til den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser’ kan tilbydes den unge. Uddannelsen er kendt som STU (Særligt tilrettelagt uddannelse).

Der er bare det, at de unge med særlige behov og forældrene, ikke altid tæller så meget, som man kunne ønske i denne sammenhæng. Til trods for, at der over hele landet findes uddannelsessteder for netop for unge med særlige behov, gør kommunerne ikke brug af denne mulighed. Kort sagt: De følger ikke loven.

PÃ¥ gymnasierne og erhvervsskolerne kan man begge steder kan vælge frit, hvis man i øvrigt opfylder kravene. Den kendsgerning, at staten ikke pÃ¥tager sig det samme ansvar i forhold til 2% af de unge, fÃ¥r den urimelige – og ulovlige – konsekvens, at unge med særlige behov og deres forældre er helt udenfor indflydelse. Det er en kendsgerning, at kommunerne, med KL’s velsignelse, springer over, hvor gærdet er lavest. De laver egne tilbud, som de selv visiterer til og i overvejende grad henviser de unge til. Forældrene er magtesløse, sat udenfor i forhold til at hjælpe og vejlede deres børn. Forældrene bliver ikke en gang oplyst om andre uddannelsessteder end kommunens eget. De mÃ¥ i virkeligheden helst ikke fÃ¥ kendskab til andre muligheder, hvor den unge faktisk – pÃ¥ lige fod med andre unge – kan fÃ¥ opfyldt sit uddannelsesønske.

Unge og forældre bliver ikke hørt

Vi taler om en gruppe unge, der gennem hele deres opvækst har fået at vide, at de ikke er lige så gode som alle andre. Det er børn, der for en stor dels vedkommende har gået i specialklasse, og nu her igennem de seneste er blevet sat i klasser sammen med andre børn. De er hele tiden dem, der skal have ekstra hjælp og dem, der i hvert fald hverken skal i gymnasiet eller på erhvervsskole.

Forældrene har en stor rolle, nÃ¥r de unge skal til at vælge uddannelsesretning – ogsÃ¥ forældre til unge med særlige behov. Indflydelsen bare taget fra dem. Deres barn kan have relevante ønsker, som forældrene støtter op omkring. For de fleste forbliver det ønsketænkning. Hele processen – og loven – skulle baseres pÃ¥ en indstilling fra UU-vejlederen efter samrÃ¥d med den unge og forældrene. Desværre er UU-vejlederne i næsten alle kommuner pÃ¥ dette omrÃ¥de sat ud pÃ¥ en sidelinje. De mÃ¥ som hovedregel kun indstille til kommunens eget STU-tilbud. Tænk, hvis de forældre kunne mÃ¥le sig med naboen, ranke ryggen og fortælle, at deres søn/datter var ved at uddanne sig til landmand, maler eller andet efter eget ønske. Det ville give helt anderledes tilfredse borgere og langt færre problemer for kommunens sagsbehandlere, end evige klager.

Er det tilladt at bryde loven bare man et enige om det

Jeg undrer mig over,

– at det er tilladt at bryde gældende lovgivning, nÃ¥r bare man er enige om det.

– at alle andre ungdomsuddannelser er finansieret af staten.

– at alle andre ungdomsuddannelser er SU-berettigede.

– at mange kommuner gør sig selv inhabile ved at have visitationsudvalg besat med medlemmer fra eget uddannelsestilbud.

Desværre tyder det ikke pÃ¥, at vi fÃ¥r en statsfinansiering af STU, men Christiansborg skal i det mindste skarpt indskærpe pligterne over for kommunerne – vi skal have mere ‘skal’ og mindre ‘kan’, ellers forstÃ¥r kommuner det Ã¥benbart ikke.

Kommunale budgetter er en vanskelig ting. Jeg kender det som tidligere byrÃ¥dsmedlem af egen erfaring. Den gruppe, jeg taler om, er unge med stor risiko for at skulle leve af kommunens penge resten af livet. Der er tidligere gjort beregninger (CBS) over, at investering i svage unge og gør dem i stand til at bestride et flexjob. Over et arbejdsliv kan det indbringe kommunen en nettoindtægt pÃ¥ en million pr. ung. Hvorfor er det ikke ‘moderne’ at tænke langsigtet? Hvorfor skal mindre end 2% af en Ã¥rgang pÃ¥ kontanthjælp fra ganske unge? Der er ikke noget, de unge hellere vil, end have en uddannelse og et rigtigt arbejde. De vil gerne kunne mÃ¥le sig med andre unge. Der er ikke noget, de unge hellere vil, end at bo og klare sig selv.

Alle kan noget – ogsÃ¥ unge med særlige behov – og det er pÃ¥ alle mÃ¥der meningsfuldt og værdifuldt ogsÃ¥ at investere i deres fremtid. Hvorfor gør vi det ikke? Lad dem fÃ¥ lov til at gro og blive selvstændige borgere og en del af fællesskabet.

RÃ¥dgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse