Tekst: Esben Kullberg / Foto: Jonatan Rønn
Trivselskommissionen tager ikke tilstrækkeligt højde for børn med særlige behov, som er dem, der oplever den højeste grad af mistrivsel.
Deres anbefalinger tager primært udgangspunkt i den “brede, almene gruppe af børn og unge”. Dermed forholder den sig desværre ikke i tilstrækkelig grad til de særlige udfordringer, som børn og unge med funktionsnedsættelser, læringsvanskeligheder eller psykosociale problemer oplever.
Det er ærgerligt. For det er dem, der har brug for noget andet.
I Ligeværd havde vi håbet på langt mere målrettede anbefalinger om initiativer, pædagogiske metoder og specialpædagogiske løsninger, som kunne løse problemerne for dem, der virkelig har det svært. Vi synes, at det havde været en smuk gestus, hvis rapporten havde udvist en større anerkendelse af den daglige kamp, som mange familier med børn i mistrivsel kæmper. Og af at inklusion kræver mere end blot gode intentioner. Det kræver konkret handling, ressourcer og støtte.
Utilstrækkelig anerkendelse af behovet for differentierede undervisningsformer
Kommissionen nævner en “tidssvarende pædagogisk praksis”. Vi havde hÃ¥bet, at kommissionen i højere grad ville have adresseret konkrete tiltag til, hvordan skoler og uddannelser kan rumme børn med særlige behov. Vi ved, at der i dag findes relevante, effektfulde og dokumenterede indsatser, som anvendes i al for ringe grad. Det ville være dejligt, hvis kommissionen havde ulejliget sig med at dykke ned i dem og gjort dem til en del af deres anbefalinger. Hvis vi ønsker, at flere børn skal kunne rummes i almen skolen, er det afgørende, at vi ikke bare taler overordnet om tidssvarende pædagogik. Det skal vi være langt mere præcise omkring.
Overdrevet fokus på karakterdannelse og robusthed
Karakterdannelse og robusthed er godt. Men børn og unge i alvorlig mistrivsel kan ikke mødes med krav og forventninger om at skulle “tÃ¥le” modgang. Vi ved, at disse børn først og fremmest skal have hjælp til at fÃ¥ dæmpet deres stressniveau og fjernet de belastninger, der skaber mistrivsel. Kompetencer til at klare sig selv opbygges ikke under pres og højt stressniveau. For en del af disse børn vil et ’skub’ mod selvstændighed være et overgreb.
Mangler fokus på familier med børn med særlige behov
Kommissionen taler om forældreskab anno 2025. Jeg er med på, at man hermed adresserer det store flertal af børnefamilier.  Men for familier med børn og unge med særlige behov tænker jeg, at det kan føles som en hån. Jeg kan kun forestille mig, hvor skævt det lyder, når rapporten anbefaler forældre at have tillid til, at barnet selv kan håndtere udfordringer, og at barnet skal lære at fokusere på selvregulering, vedholdenhed og tro på egne evner, når man har et barn, der er på vej til at knække sammen under belastningerne ved at være i skole.
Overfladisk behandling af det sociale fællesskab
I Ligeværd tror vi pÃ¥, at fællesskaber kan noget godt. Vi ved, at bÃ¥de børn og unge – og især deres forældre – støttes bedst gennem fællesskaber. I vores optik er det, som fællesskaber bidrager med i forhold til hele familiens trivsel, stærkt undervurderet. Derfor synes vi ogsÃ¥, at rapportens behandling af fællesskaber er alt for overfladisk. Der er brug for, at vi skaber helt nye typer af fællesskaber for de børn, som ikke kan gÃ¥ i skole. Vi bliver nødt til radikalt og kompromisløst at tage udgangspunkt i børnenes og familiernes viden om, hvad der er muligt og relevant. Vi mÃ¥ tænke helt nyt og innovativt, hvis vi skal skabe nye veje tilbage til skolefællesskaberne for de børn, der er havnet i massiv mistrivsel.
Vi skal i langt højere grad give familierne mulighed for at indgå i fællesskaber og netværk. Vi ved, at disse sammenhænge kan hjælpe med til at holde alle i familien på benene og sikre alle de andre alvorlige følgevirkninger af at have børn og unge i mistrivsel.
Læs også: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd
