Vores børn mistrives i al for stor stil, og vi lykkes ikke med at hjælpe hverken børnene eller deres forældre. 50% af de børn, der udredes i børne- og unge-psykiatrien, venter fem år på afklaringen. Det skal der gøres noget ved, hvis politikerne følger Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens forslag til ny 10-årsplan for psykiatrien. I deres prioriterede forslag, skal netop indsatserne til børn og unge styrkes.
Skræmmende data
Behovet for bedre indsatser i børne- og ungepsykiatrien er til at få øje på, ikke mindst hvis man er bekymrede forældre til børn i mental mistrivsel. I efteråret 2021 kom der nye tal og ord på de udfordringer, vores børn og deres familier møder, når et barn rammes af mental mistrivsel og psykisk sygdom.
Vidensråd For Forebyggelse kom tidligere på året med en rapport om mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn. Og for få uger siden forsvarede en gruppe forskere fra ’Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri’ i Region Nordjylland en Ph.d.-afhandling om veje ind i børne- og ungepsykiatrien.
Vidensrådets rapport skriver, at mindst 16 % af danske børn oplever at få mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom, ind de bliver ti år. Disse børn har en stærkt forøget risiko for at få indlæringsproblemer og afbrudte uddannelsesforløb, og på den lidt længere bane har de en større risiko for at udvikle kronisk psykisk sygdom.
Den risiko skaber Forskningsenheden fra Region Nordjylland yderligere perspektiver på. For i deres rapport kan man læse, at 50 % af de børn, der bliver udredt gennem børnepsykiatrien, har ventet i over 5 år. Rapporten viser også, at 50 % af disse familier oplever at have mødt fagprofessionelle, pædagoger, lærere, PPR-psykologer og psykiatere, der ikke har lyttet til dem og deres bekymringer.
Forældrenes situation
Det er afgørende, at den nye psykiatriplan formår at sætte ind meget tidligere i børnenes liv. Her er forældrene helt afgørende.
Alle forældre presses, når deres børn har det skidt. Det kan være forbundet med stor smerte, usikkerhed og skyldfølelse, at ens barn mistrives. Det kan være svært at tale om som forældre. Når det så handler om varige funktionsnedsættelser, der kan få meget udadvendte udtryk, betyder det, at familiens ressourcer på stort set alle andre områder svækkes. Når disse forældre så møder et system, hvor de langt hen ad vejen selv skal finde den relevante hjælp i et system, der er svært at gennemskue, så har vi en rigtig giftig cocktail for disse familier. Og oven i det viser Ph.d.-afhandlingen fra Forskningsenheden, at forældrene så heller ikke bliver mødt på deres bekymringer, når de udtrykker dem over for fagfolk.
I Ph.d.-afhandlingen kan man således læse, at 60% af de familier, der bliver henvist til psykiatrien siger, at de har haft svært ved at finde information om hjælp og støtte. Bag ved det ligger der antageligt et bekymrende stort mørketal af børn og familier, der ikke har ressourcerne til selv at opsøge hjælp, og som ikke bliver hjulpet eller først opdages alt for sent.
Vejen er lang og unødvendig snørklet og hullet
Fem års vej mod en udredning og en afklaring er lang tid. I en familie på overarbejde udgør det en trussel mod familiens eksistens som familie. I et barneliv er det en katastrofe, der kan sende dønninger af langvarige skader og sygdom op gennem livet. Så vi kan kun understrege, hvor vigtigt det er at sætte ind med tidlige indsatser, der møder forældrene på deres bekymring.
Og meget tyder faktisk på, at vi kan spotte psykiske udfordringer og udviklingsforstyrrelser ret tidligt. Det kan et lyttende øre til forældrenes bekymring hjælpe med. Ikke desto mindre oplever rigtig mange forældre, at de bliver mødt med holdningen om at se tiden an og se, om det ikke går over.
Vi skal selvfølgelig ikke stemple børn med diagnoser, men vi skal lytte og forstå de bekymringer, forældrene kommer med. Jeg har endnu til gode at møde en familie, der henvender sig om deres barns udfordringer uden at have reelle grunde til bekymring. Mistrivsel hos vores børn er så svært at tale om og så omgivet af skyld, magtesløshed og smerte for forældrene, at de ikke kommer rendende med hvilke som helst bekymring.
Hvis vi skal styrke det professionelle mindset, så det bliver bedre til at tage vare på familier og børn med mental mistrivsel og psykisk sygdom, så er der nogle helt generelle områder, vi skal ændre på, som også har etiske aspekter.
Lyt til forældrene og vis dem tillid
Det er helt afgørende, at vi lytter til forældrenes bekymringer. Udgangspunktet må være, at de ikke kommer med noget, der ’går over af sig selv’. Dernæst må vi vise forældrene den tillid, at de også ved, hvad der vil kunne hjælpe dem bedst. Vi må fjerne forestillingen om, at vi skal tilbyde det ’mindst indgribende’ eller det billigste. Vi skal tilbyde det, familien har mest behov for. Og tro på, at netop de ved, hvad det er.
I dag er det forældrene, der må løbe mellem alle de specialister, sektorer eller forvaltninger, der er knyttet til deres sag. Mange forældre føler sig som autodidakte socialrådgivere, fordi ingen andre tager opgaven med at lede dem og deres sag gennem systemerne. Det skal en ny psykiatriplan lave om på. Er der nogen, der skal løbe mellem hinanden, så må det være de professionelle. Det er dem, der skal binde familiens sag sammen. Men allerbedst ville det være, hvis det var helt naturligt, at der var etableret faste, ansvarlige og forpligtende samarbejdsrelationer og arbejdsgange mellem alle de nødvendige fagfolk og instanser. Én indgang med tydeligt ansvar for koordination af relationer, møder og indsatser.
Det økonomiske beror på en politisk prioritering
Og så er der selvfølgelig økonomien. I dag lever der en sejlivet fortælling om, at stigningen i diagnoser betyder, at vi ikke har økonomi til at hjælpe godt nok. Det er rigtigt, at antallet af diagnoser er stigende, men det er ikke en nødvendig følge deraf, at vi ikke har råd til at hjælpe. Den del beror altid på en politisk prioritering. Hvis vi hele tiden henviser til arbejdet med psykiske syge og mentalt udfordrede børn som et abstrakt velfærdsområde, der er ude af kontrol, så overser vi vores politiske muligheder og ansvar, og vi er godt i gang med at forrå vores omgang med nogle af vores mest sårbare børn og familier. Nu har Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen givet bolden op, nu skal politikerne banke den i mål.
17. januar 2022
