Mistrivsel blandt børn i skolen kan have mange ansigter. Det kan vise sig som social isolation, ondt i maven og udadreagerende adfærd. Men uanset hvordan mistrivsel kommer til udtryk, kan og skal barnets voksne gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.
Af Mette Sigrun Nielsen og Lasse Mors Foto: Agnete Solvej Christiansen.
Barnet er aldrig problemet, når en børnegruppe er udfordret.
I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt skoleelever nået offentlighedens søgelys. Det kan vække bekymring blandt både fagprofessionelle og forældre. Men uanset hvordan udfordringerne kommer til udtryk, så kan lærere og pædagoger næsten altid gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.
I sin forskning har hun fundet frem til seks grundlæggende behov, som skal være opfyldt for, at et barn kan trives, lære og indgå i et klassefællesskab på en positiv måde. Og når en lærer opfylder behovene hos eleven, kalder hun det, at læreren agerer relationskompetent.
Ligeværd har talt med Louise Klinge om skolens tilstand, hvordan fagprofessionelle kan handle relationskompetent overfor elever, der har det svært, og hvordan de kan undgå at skælde ud.
Hun understreger, at sagerne fra 2024 ikke nødvendigvis er et udtryk for et forandret billede. Det kan være enkeltstående sager i medierne.
For få voksne om for mange børn
Mange børn går i daginstitution i 8-10.000 timer, fortæller Louise Klinge. Hun mener, at de dårlige normeringer, daginstitutionerne lider under, er med til at skabe et vanskeligt udgangspunkt for børnene, når de starter i skole.
Hvad ser du, der sker i folkeskolen lige nu?
Som skoleforsker ser jeg, at den ramme, vi har skabt for at bidrage til børns trivsel og udvikling, er mangelfuld. Mange steder har vi én voksen til 28 børn, hvor alle børn helst skal lære det samme på samme tid. Og de senere år begynder man at se konsekvenserne af, at normeringer i daginstitutionerne har været så dårlige.
Så børn i dag har udfordringer på sociale egenskaber, blandt andet fordi de bruger meget tid i daginstitutioner af for lav kvalitet?
Ja. Og i skolen er der simpelthen færre fællesskabende oplevelser, fordi der kom fokus på den læringsmålstyrede undervisning tilbage i 2014 (folkeskolereformen gennemførtes, red.). Kombineret med digitaliseringen af folkeskolen, så er der langt mere undervisning, der foregår ved, at eleverne sidder med deres computer og laver mere eller mindre relevante ting. Førhen var det i højere grad didaktik, der involverede børnenes fællesskab meget mere.
Børn sidder som kontorfolk dagen lang
Klasseværelset ligner et kontorlandskab, hvor elever på ræd og række stirrer ind i en computer. Et setup, som Louise Klinge mener, at mange børn reagerer på.
Kan man løse skolens problemer indenfor den givne økonomiske ramme?
Der skal tilføres langt flere midler til skolen, blandt andet så lærerne ikke står alene med store børnegrupper. Men meget kan gøres allerede nu. For eksempel kan megen undervisning flyttes væk fra klasselokalet. Op på teaterscenen eller ud i naturen for eksempel, hvor der er plads til kropsligheden, og børnene i højere grad kan fordybe sig i ting, de finder spændende. Det vil frigøre noget tid fra lærerne til at være i gode samspil med de børn, der virkelig har brug for det. Men det kan være rigtig svært på grund af det politiske fokus på høj faglighed som noget udelukkende bogligt.
Er det overhovedet realistisk at arbejde relationskompetent i den økonomiske ramme, der er for folkeskolen i dag?
Jeg ser, at alle lærere handler relationskompetent indimellem, men ingen gør det altid. Man kan godt lykkes med at skabe fællesskabende didaktik og være i gode samspil med børnene. Men dels tærer det på lærerne, som underviser for meget og ikke har nok tid til at samle og forberede sig. Og dels er der frustration over ikke at kunne nå alle de børn godt nok. Der er simpelthen for mange børn om for få voksne.
Skal jeg forstå det sådan, at når du ser en lærer, der agerer overvejende relationskompetent, så ser du som regel også et klasserum, hvor der ikke er uro?
Ja, jeg ser en langt højere grad af fordybelse og sundt engagement. Dermed vil der ikke bare være stille. Der vil være en summen. Men der er glade børn, der fordyber sig i verden på mangfoldige måder. Det er det, jeg ser, når en lærer i overvejende grad handler relationskompetent. Så er det børn, der gerne vil det faglige indhold og hinanden og gerne vil følge læreren.
Er der nogle udfordringer ved at arbejde relationskompetent?
Nej. Der er svære betingelser for at gøre det. Men de lærere, som i høj grad gør det, får så meget mere tilbage. Det kræver mere følelsesmæssig investering, men omvendt skal du bruge så meget krudt på disciplineringsproblemer, fordi børnene ikke vil følge dit lederskab, hvis du ikke handler relationskompetent.
Skældud er kontraproduktivt
For mange kan skældud virke oplagt at ty til, når der opstår en tilspidset situation. Men det er ifølge Louise Klinge langt fra hensigtsmæssigt, hvis man ønsker ro, koncentration og sunde relationelle samspil i klasselokalet.
Hvad vil man få ud af at slå ned på destruktiv adfærd med skældud eller anden straf?
Skæld ud ser ud til at virke, fordi det stopper det lige nu og her. Men forskning viser, at det er kontraproduktivt. Man får over tid mere af den adfærd, man ikke vil have, fordi børnene får sværere ved at kontrollere sig selv og deres adfærd. Når læreren skælder ud, pumper der kortisol (stresshormon, red.) ud i barnets blodbaner, fordi det bliver forskrækket. Det tager tre til fire timer, før kortisolniveauet er stabiliseret. Og i den periode har barnet rigtig svært ved at koncentrere sig, lære noget og være en god kammerat. Det kan man ikke, når man er ude af sig selv. Og det betyder, at rigtig mange når at få skældud igen, inden de falder til ro. Derudover går skældud også udover alle de andre børn, fordi de ikke kan koncentrere sig eller tør bede om hjælp.
Hvad skal en lærer gøre, hvis vedkommende står i en tilspidset situation, men ikke vil skælde ud?
Det er en tretrinsraket. Man skal være rolig, nysgerrig og hjælpsom. Det viser betydningen af, at lærere har gode vilkår til at bevare roen og nysgerrigheden i forhold til børnenes adfærd, og at de kan være hjælpsomme og dermed træffe de gode valg. Rigtig mange børn er vant til, at voksne kun mener det, de siger, når de råber. Så det er vigtigt at gøre det tydeligt, at man mener, det man siger, selvom man ikke skælder ud.
Hvis man kommer til at skælde ud, hvordan reparerer man så på det?
Man siger undskyld, når der er ro på, og man ikke er sur længere. Det er et vigtigt signal at sende til barnet om, at vi alle begår fejl og kan sige undskyld for det.
