Når unge med særlige behov får tilbudt et STU-sted, så er det kommunens visitationsudvalg, der træffer afgørelsen. Denne afgørelse træffes ofte på baggrund af en indstilling, som er lavet af en vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). UU-vejlederen skal sikre, at den unges behov, interesser og fremtidsmuligheder inddrages i indstillingen. Det er således UU der, efter dialog med den unge og forældrene, indstiller til en STU, men det er visitationsudvalget der træffer afgørelse om, hvilket konkret STU–tilbud den unge kan få.
Når visitationsudvalgets beslutning er truffet, tildeles den unge så et undervisningstilbud hos en STU-udbyder.
Middelfart visiterer kun til det kommunale tilbud
Men som Ligeværd kan beskrive i en anden artikel, ”En drøm om Munkegården. En drøm om selv at vælge uddannelsessted”, så er det ikke helt sådan sagsbehandlingen ser ud til at være lavet i Middelfart kommune omkring Frederikke Zygmunt Husts STU-tilbud. Her tildeler visitationsudvalget Frederikke et STU-forløb på det kommunale STU-tilbud. Og det gør de til trods for, at Frederikke ønsker at gå på Munkegården, et selvejende uddannelsessted, hvor hun også har været i praktik. Og UU-vejlederen har tilsyneladende ikke givet udtryk for, at det ikke er muligt for Frederikke og hendes forældre at vælge Munkegården som STU-tilbud.
Det forløb undrer selvfølgelig Frederikkes forældre, Claus og Britt Hust, som skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, at de finder det mærkeligt, at man bruger penge på praktikforløb på et STU-sted, som Frederikke alligevel ikke kan vælge. Ligesom det undrer dem, at den eneste fra visitationsudvalget, de kan komme til at snakke med om deres undren, er lederen af det kommunale STU-tilbud, hvor Frederikke bliver henvist til og at han sidder i det visitationsudvalg, der skal bestemme hvor Frederikke skal tage sin STU.
Og som Claus og Brit Hust skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen: ”det er ikke nemt at opnå forståelse for at Frederikke ikke lige skal være på ”hans” uddannelsessted men hellere vil på Munkegården.”
Svaret fra borgmesteren er klart: ”Middelfart anvender altid det lokale STU-tilbud” og omkring forældrenes undren over, at lederen af den kommunale STU også sidder i det udvalg der skal bestemme, hvor de unge skal gå, har borgmesteren tilsyneladende heller ikke dårlig samvittighed men er helt bevidst om dobbeltkasketterne: ”Ralf Buch som daglig leder af STU Middelfart, deltager i Middelfart kommunes visitationsudvalg.”
Det sker mange steder i landet
I 2017 gennemførte Ligeværd en rundspørge om repræsentationen i de kommunale visitationsudvalg. Ligeværd spurgte dels blandt landets kommuner, dels blandt en række uddannelsessteder med flere kommunale samarbejdspartnere. ”Det var ikke et kønt billede, vores rundspørge viste. Der er ganske mange steder, hvor det netop er den kommunale STU-leder, der sidder i visitationsudvalget. Man kan selvfølgelig ikke sige, at det automatisk giver en dårlig sagsbehandling, og at det alle steder betyder, at de unge så kun visiteres til det kommunale tilbud. Men desværre ser vi flere steder den sammenhæng. Jeg mener, at det er en stor udfordring for disse unges retssikkerhed. De har i forvejen svært ved at give udtryk for det, de vil og har behov for. Så risikoen for at blive manipuleret er alt for stor”, siger sekretariatschef Esben Kullberg.
”På andre velfærdsområder skal kommunen sikre, at der er vandtætte skotter mellem den myndighed, der bestiller en ydelser og så den operatør, der udbyder den. Det mener vi også må gælde på STU-området”, siger Esben Kullberg
BUM – modellen
Denne adskillelse af vejledning, myndighedsafgørelse og den praktiske opgaveløsning, som Esben Kullberg refererer til, bygger på en model, der blev indført op gennem 1990’erne. Modellen kaldes BUM-modellen. B’et står for Bestiller, U for Udfører og M for Modtager. I BUM-modellen sættes der fokus på henholdsvis myndighedsrollen (altså bestilleren af en opgave) og leverandørrollen (den der udfører opgaven -her STU-tilbudet) og især på adskillelsen af de to roller. Modellen blev indført for at sikre gennemskuelighed og kvalitet i den kommunale opgaveløsning på ældreområdet og for at sikre, at flere kunne byde ind på at løse kommunale opgaver.
Denne model er siden blevet forvaltningspraksis på en række områder. Det startede på ældreområdet og har i mange kommuner bredt sig til socialområdet, de kommunale beskæftigelsesindsatser og videre til børn- og ungeområdet. Men altså mange steder ikke til STU området.
Del artiklen
