Dit barn viser tegn på mistrivsel og stressbelastning og vil måske sjældent i skole. Som forælder skal du støtte dit barn i at komme i skole, men samtidig skal du sikre, at dit barn har det godt og kan overkomme sin hverdag - det gælder i alle stadier også i puberteten og overgangen til ungdomslivet, og lige nu kan det virke helt umuligt at få begge dele til at lykkes.
Hvis du genkender det pres og måske føler dig utilstrækkelig, er du ikke alene.
Kom og hør når Kirsten Callesen giver konkrete råd til hverdagen med et barn i mistrivsel, og hvordan du som forælder kan sikre en stabil hverdag i familien.
DET KAN DU FORVENTE
Konkrete råd til hverdagen med et barn i mistrivsel
Du får konkrete råd til at støtte dit barns læring og skærme det mod urimelige krav. Kirsten Callesen vil tale om at sikre dit barns trivsel i hjemmet. Om gode søvnmønstre, forberedelse og struktur i hverdagen og socialt samspil med familie og venner. Og om (mis)trivsel i skolen, ufrivilligt skolefravær, social isolation og bekymringer for, om dit barn kan klare hverdagen i skolen. Der vil også være fokus på, hvordan puberteten kan påvirke trivsel, skolegang og socialt liv.
Oplægget vil lægge op til dialog i mindre samtalegrupper mellem forældrene med fokus på at øge forståelse og udveksle strategier.
Program
Kl. 17.30-18.30 Oplæg ved psykolog Kirsten Callesen - Skolegang, pubertet, stress og strategier for forældre til børn med særlige behov
Kl. 18.30-19.30 Kaffe/the og netværkssamtaler i mindre grupper
Kl. 19.30-20.00 Opsamling i plenum, feedback fra grupperne og opsamling af strategier og konkrete tiltag
Kl. 20.00 Farvel og på gensyn.
OM KIRSTEN CALLESEN
Kirsten Callesen er klinisk psykolog med speciale i autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande. Kirsten er stifter af Psykologisk Ressource Center, som er en privat praksis med speciale i autisme, ADHD og traume- og belastningstilstande.
I 2014 skabte Kirsten en højt specialiseret dagbehandlingsskole i København, Søstjerneskolen, hvor hun har specialiseret sig i uddannelse og behandling af normalt begavede børn og unge med autisme, som har en kompleks komorbiditet, herunder PDA, belastningsreaktioner, PTSD og Kompleks PTSD.
Kirsten er medforfatter til KAT-kassen, som siden 2002 har været et vigtigt og autismevenligt kognitivt samtaleværktøj for personer med neuroaffektive udfordringer.
PRAKTISK
Arrangementet "Få konkrete råd til hverdagen med et barn i mistrivsel" er gratis, men kræver tilmelding, da der er begrænsede pladser.
Arrangementet er for forældre til børn med særlige behov.
Udover oplægget vil der være kaffe/the og mulighed for at netværke med andre forældre til børn med særlige behov.
Bag arrangementet står FO-Aarhus og Ligeværd Forældre og Netværk Aarhus. Netværket i Aarhus mødes den 2. onsdag i hver måned. Læs mere her
Dato og tid
Start:
7. november 2024 | 17:30
Slut:
7. november 2024 | 20:00
Sted
Kulturhus Bunkeren
Olof Palmes Allé 11
8200 Aarhus N
Kontakt
helene
helene@ligevaerd.dk
21590658