Nyhedsbrev november 2008

 Specialundervisning – underlagte det kommunale budget - ja eller nej?

En undersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening i forbindelse med de kommunale budgetforhandlinger, og offentliggjort i september 2008 viser, at knap halvdelen (47 %)af landets folkeskoler lægger op til besparelser, som især rammer de svageste elever. Beskæringerne udmøntes især i forringet støtte til elever med særlige behov eller nedskæringer i den specialpædagogiske indsats. Salamanca – erklæringen fra 1994 slår ellers fast, at barnet og ikke kommunernes økonomi skal være afgørende for behovet for specialundervisningen. Nu er der et flertal udenom regeringen, som ønsker at ændre folkeskoleloven, så det bliver tydeligere, at kommunerne skal følge den faglige indstilling om elevernes behov for specialundervisning. Ordlyden af loven er nu, at skolerne bør følge den faglige indstilling. Undervisningsministeren Bertel Haarder mener dog ikke man kan overlade til eksperter at udløse bevillinger. ”Kommunerne har et økonomisk ansvar og det kan til tider udløse ubehagelige beslutninger”, som han udtrykker det. Socialdemokratiet fremsætter i denne uge et forslag for, at rette op på endnu et problem i forhold til specialundervisningen – ventetiden. Det kan pt. gå op til et år før et barn modtager den rigtige pædagogiske indsats. Forslaget skal sikre den nødvendige undervisning i løbet af 3 måneder. Følg med i debatten på www.folkeskolen.dk

 Vejledning og uddannelse på trods

Regeringen har sat sig det mål, at 95 % af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Men den gruppe unge, som oftest har store personlige, familiære og sociale problemer, kan være svær at nå. Ungdommens Uddannelsesvejledning i København oprettede derfor for 2 år siden et opsøgende vejledningsteam under navnet. ”OPS-teamet”. Teamet, hvis vejledningsarbejde ofte foregår på gadeplan på Nørrebro, har samlet erfaringer med vejledning på gadeplanen, tværsektoralt samarbejde i forvaltningerne og udvikling af ”second-chance” vejledning i en rapport, som har relevans for vejledere på landsplan. Rapporten kan downloades på www.ungetilbud.kk.dk

 Statuskonference med fokus på den Særligt Tilrettelagte Uddannelse - set ud fra en helhedsorienteret betragtning.

Konferencen afholdes på Christiansborg d. 25. november fra kl. 10.00 – 16.00. På konferencen præsenteres diverse STU projekter, og Klodshans – Debatforumteater med hjerte og hjerne, som sammen med publikum skaber nye vinkler i debatten. Se det fulde program på www.dhinet.dk eller www.ligevaerd.dk Tilmeldingen skal ske til Anne Castleman på anne@ligevaerd.dk senest d. 20.11.

 Ny medarbejder på sekretariatet

Mandag d. 3. november tiltræder Lillian Nielsen en nyoprettet stilling som projektassistent. Lillian har mange års erfaring fra projektarbejde i det private erhvervsliv og skal nu bruge sine kræfter på at assistere ved to af Foreningens projekter: H.U.G. (Helhedstænkning i Uddannelsesgaranti under ledelse af Peter Gulstad) og Kommunal sektoransvarlighed i boligformidlingen til borgere med særlige behov (under ledelse af Lars Pedersen). Lillian er all round kontoruddannet, og glæder sig til at lære Ligeværd at kende. Lillian bor i Skanderborg og har en teen age datter.

 Aftale om satspuljen på det sociale område 2009 -2011 er i hus

Alle Folketingets partier, undtaget Enhedslisten, har d. 24. oktober indgået en aftale vedr. udmøntning af satspuljen på det sociale område i de kommende 4 år. Aftalen dækker et bredt spektrum af indsatsområder. I korthed, og med et øje for relevans for Ligeværds målgrupper, kan vi fortælle, at aftalen tager hul på Barnets reform, som skal forbedre indsats for udsatte børn og unge; man satser på at forbedre arbejdsvilkårene for handicaphjælpere; man er enige om at iværksætte en markant indsats overfor børn, unge og voksne med ADHD og man satser på at sikre grundlaget for helhed og sammenhæng i socialpsykiatrien. Alt dette og meget mere kan man læse om ved at følge nedenstående link.

http://www.social.dk/global/nyheder/Nyhedsarkiv/2008/SM/index.aspx?id=93b21c19-9d99-47c0-8d9d-19c97843ed77

 Foreningen af uddannelsessteder - Ligeværd

D. 31. oktober 2008 afholdt FUS generalforsamling, hvor der var valg til bestyrelsen. Bestyrelsen består nu af følgende personer:

For lederne:

Gutte Johansen, Ørnehøj

Peter Vig, Høng Erhvervsskole                            

Leif Andersen, PGU Rosenholm

Conrad Andreasen, PMU Sindal

Karin True, Grennessminde Bornholm

 For medarbejderne:

Conny Løweneck, Nr. Vesterskov

Ulla Jensen, PMU Sindal

 Skolesammenslutningen Ligeværd

Jens Kjær (Tolne Efterskole) og Else Marie Markvorsen (Struerskolen) fortsætter som Skolesammenslutningens repræsentanter i Foreningsfællesskabet Ligeværds forretningsudvalg.

 Nyvalgte hos Unge for Ligeværd

Marianne Drejer har, efter mange års hjertevarm og kompetent indsats i bestyrelsen for Unge for Ligeværd, valgt at gå af. Hun vil dog stadig være at finde blandt ildsjælene hos lokalafdelingen Storkøbenhavn. Hele to medlemmer er valgt i hendes sted. Anette Østergaard fra UFL Thisted, valgtes som næstformand med ansvar for foreningens daglige arbejde. Aage Møller fra UFL Vestjylland overtager arbejdet som UFLs repræsentant i Fællesskabets Forretningsudvalg.

 Månedens leder

 Læring kræver tid

Undervisningsdifferentiering er et meget flot og i de senere år meget anvendt udtryk inden for uddannelsessektoren, men de fleste tænker vist hovedsagelig på differentiering af undervisningens faglige indhold, og selv her kan det være så som så med realiseringen af det fine begreb. Men værre er det, at andre forhold slet ikke er med i den praktiske udformning af differentieringsbegrebet.

Det gælder f. eks. tidsfaktoren. Her er det stadig væk en hellig ko, at alle skal lære det samme inden for den samme tidsramme. Det til trods for, at det næppe kan være nogen ubekendt, at børn og unge har meget forskellige behov for tid til at lære et givet stof.

I ungdomsuddannelserne er det stort set umuligt at fravige de normerede tidsrammer, såvel i den daglige undervisningstid, som når det gælder det samlede studieforløb. LIGEVÆRDs målgruppe rammes ofte hårdt af dette forhold, og mange må opgive de almindelige uddannelser, hvor de måske kunne have klaret sig, hvis de havde fået lidt mere tid. Konsekvensen er så, at disse unge i værste fald ingen uddannelse får eller udskilles til uddannelsessteder, der ikke er så bundne af stive tidsrammer.

Nu er det så igen blevet in at tale om en opdeling af eleverne i kloge og mindre kloge. Et regeringsbærende parti har ligefrem foreslået det i fuld alvor, og dermed er 50 års bestræbelser på at skabe en enhedsskole for alle dømt ude.

Det er indlysende, at det ikke endnu er lykkedes, at indrette skolen efter elevernes forskellighed, men at vende tilbage til gamle tiders todelinger er dog vist en helt uacceptabel kapitulation. Det må jo ikke glemmes, at skolen i vort land blandt andet har til opgave at udvikle elevernes demokratiske forståelse, herunder respekt for andre, der måske på nogle områder afviger fra én selv. Det opnår man ikke ved at sortere børn og unge i en a- og en b-gruppe.

Meget hellere skulle man se lidt nærmere på hvordan man kunne tage hensyn til elevernes forskellighed, som individer. Det ovenfor nævnte tidsproblem er blot et eksempel, på noget der kan løses, hvis viljen er til stede, og var det dog ikke bedre, at give eleven den tid han eller hun har brug for i stedet for at sende dem ud i mørket. Her er der nemlig ikke meget andet lys for enden af tunnellen end det, en social pension kaster af sig.   

Jørgen Hansen

Design by mouseketeers