Helhedstænkning i uddannelsesgarantien for unge med særlige behov!


Projektets mål er at udvikle metoder og modeller for etablering og gennemførelse af individuelle uddannelsesplaner for personer med særlige behov i relation til lov nr. 564 af 6. juni 2007. Det er ligeledes målet at implementere resultaterne i landets kommuner, dette i samarbejde med KL, vejledere ved UU og uddannelsesinstitutioner.

 

- Se Lov nr. 564 her


FORMÅL

Det overordnede formål med projektet er:
- at unge med særlige behov kan profitere af den 3 årige uddannelsesgaranti, som Folketinget har udmøntet i LOV nr. 564.
Loven trådte i kraft den 1. aug. 2007, og da loven er ny, handler om en speciel målgruppe og på væsentlige punkter adskiller sig fra allerede eksisterende ungdomsuddannelser, er der brug for forsøgsinitiativer, der kan beskrive ideelle 3 årige uddannelsesforløb for målgruppen. Der er brug for forsøg, der inddrager alle relevante samarbejdspartnere således at den enkelte unge også får reelle muligheder for at gennemføre uddannelsen. Projektet har derfor som et vigtigt mål, at inddrage UU-vejledere, socialrådgivere, jobkonsulenter, lokale ressourcepersoner, og relevante uddannelsesinstitutioner således, at implicerede lovgivninger inddrages i det konkrete udviklingsarbejde.
Der er brug for at oparbejde erfaringer, der kan inspirere såvel kommuner som relevante aktører på området, til gavn for målgruppen uanset hvem de er, og hvor de er bosiddende.
Erfaringerne vil løbende blive evalueret og disse resultater vil blive stillet til rådighed for den planlagte revision af loven.


Projektets mål

Udarbejdelse af individuelle uddannelsesplaner, der matcher den enkelte unges kvalifikationer. Indeholdende:

  • Fag og aktiviteter der fremmer den unges personlige udvikling, herunder dansk, matematik, IT, erhvervsfaglige tilbud og   sociale kompetencer der bl.a. giver bedre muligheder for at indgå i sociale sammenhænge herunder bo-undervisning og  et aktivt fritidsliv.
  • Udvikling af kompetencer til brug i uddannelses- og beskæftigelsessituationer
  • Konkrete forløb med undervisning, træning og praktiske aktiviteter, herunder praktik i virksomheder og institutioner.  Konkrete afklaringsforløb.
  • Vejledning og rådgivning.
  • Finansiering af de konkrete uddannelsesforløb.
  • Faktuelle oplysninger om tid, elementer, uddannelsessteder, ansvar mm.
  • Den række af aktører, der involveres i gennemførelsen af projektet, bidrager også til den løbende evaluering og til den formidlingsindsats, der er nødvendig.

Resultatet af projektet vil således også være eksempler på tværsektorielt og tværinstitutionel samarbejde og koordinering af samarbejdet i forbindelse med gennemførelse af unges uddannelsesplaner. Det tværgående samarbejde vil foregå med Ungdommens Uddannelsesvejledning, Ligeværds skoler- og uddannelsesinstitutioner, kommunale forvaltninger og institutioner med specialundervisning, husholdningsskoler, produktionsskoler, efterskoler, erhvervsskoler, m.v.
Projektet evalueres af en ekstern evaluator


Projektets aktiviteter

Fase 1: Indledende aktiviteter
Etablering af et netværk af interessenter på tværs af sektorer og uddannelseskulturer, der vil indgå i et forpligtende samarbejde: de unge, forældre, Ungdommens Uddannelsesvejledning, uddannelsessteder/institutioner, arbejdsmarkedsparter, kommuner med de forskellige sektorer, KL m.v. Vi har tilsagn fra KL, kommuner, arbejdsmarkedets parter, Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsessteder om at ville deltage i projektet.
Fase 2: Visitation og udarbejdelse af individuelle uddannelsesplaner
Fase 3: Etablering af helhedsorienterede tilbud
Fase 4: Gennemførelse af individuelle uddannelser
Fase 5: Udarbejdelse af Uddannelsesbevis / kompetencepapir ved uddannelsens afslutning
Fase 6: Opfølgning, evaluering og formidling
 

Hvert år arrangeres 2 - 3 temamøder og 1 statuskonference med henblik på implementering af erfaringer. Ved projektets afslutning afholdes en afsluttende konference.
Ved Statuskonferencerne vil der blive udgivet en pamflet indeholdende de nyste resultater. Disse resultater vil også komme til at indgå i det afsluttende skrift / Evalueringsrapport.
Projektet forventes afsluttet ultimo 2011.

 

PROJEKTANSVARLIG ORGANISATION:

Foreningsfællesskabet Ligeværd
 

Yderligere henvendelse om projektet kan ske til:
Projektleder - Peter Gulstad

Tlf. 86 20 85 79

Eller pr. Email

 

 

Design by mouseketeers