En lov i Struer og en anden i Holstebro

Nyhed | 12. december 2016

Kommentar bragt i Dagbladet Information lørdag den 10. december. Kommentaren følger her i sin fulde ordlyd:

Der gælder én lov for Søren i Struer og en anden for Henning i Holstebro

Nok vedtager Christiansborg lovgivningen, men det er kommunerne, der bestemmer, hvad borgerne får. Og her oplever især de svageste, at der gælder helt forskellige love, afhængig af hvor i landet de bor.

Mange borgere oplever, at der er et meget stort spring mellem det politikerne lover, og det de vedtager. Men endnu værre er det, at der er et lige så stort spring mellem det de vedtager, og det borgerne rent faktisk får i kommunerne. I praksis gælder der én lovgivning for Søren i Struer og en anden for Henning i Holstebro. Borgerne i forskellige kommuner er udsat for helt absurde forskelle i den kommunale forvaltning af det lovgivningsmæssige grundlag.

Man ser det blandt andet på området for særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, STU, hvor unge med særlige behov bliver behandlet med himmelvid forskel fra kommune til kommune. Det kan handle om, hvilket tilbud kommunen vil give dem. Hvordan de unge og deres forældre inddrages i beslutninger om uddannelsesplan og -institution.

Et andet eksempel på enorme forskelle mellem kommunerne fremgår af en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som indgår i et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, med hensyn til, hvor mange aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i hver kommune, der er undtaget fra 225-timersreglen, fordi de enten er syge, handicappede eller på anden måde ikke er i stand til at arbejde 225 timer på et år. Tallene for undtagelse fra 225-timers reglen, svinger mellem 15 til 79 procent mellem kommunerne.

I struer Kommune har man eksempelvis vurderet, at det kun er 20 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der af sociale eller helbredsmæssige årsager vurderes til ikke at kunne varetage et ordinært, ustøttet job, som er undtaget fra 225-timersreglen. I nabokommunen Holstebro er tallet for undtagelse 74 procent. Og det er værd at huske på, at vi taler om beslutninger truffet på grundlag af den samme lovgivning.

Jeg tænker, at vi godt kan udelukke, at borgerne i Struer Kommune skulle være så meget raskere end borgerne i Holstebro Kommune. Så tilbage står kun, at det igen er den forvaltningsmæssige administration af lovens rammer, der udmønter sig i groteske forskelle.

Presset service

Demokrati handler ikke blot om at stemme, når der udskrives valg til Folketinget eller ved kommunalvalgene hvert fjerde år. Demokrati handler i lige så grad om konsistens og transparens i lovgivningen. Så borgerne får det, der er vedtaget, og kan gennemskue, hvad de får og på hvilket grundlag. I foreningsfællesskabet Ligeværd har vi kontakt med borgere over hele landet, hvilket giver os en indsigt i mange kommuners administrative praksis. Det er helt tydeligt, at den økonomiske dagsorden er så stærk, at den bliver bestemmende for mange andre beslutninger, som har med svage og udsatte borgere at gøre.

Danskerne har ikke en chance for at gennemskue, hvad de helt konkret får, når landspolitikerne vedtager en ny lovgivning, som økonomisk pressede kommuner skal finde penge til at udmønte.

På mange områder giver det kommunale selvstyre god mening, så lovgivningen kan indrettes efter lokale forhold. Men det, vi ser på velfærdsområder, er ikke blot bekymrende, det har retning mod personlige og sociale katastrofer for mange familier. Det gælder for områder, som afgør borgernes indtægtsforhold, arbejdsmarkedsforpligtelser og muligheder for uddannelse.

Så må de jo klage, kan jeg næsten høre nogen sige. Og det er der også nogle der gør. Og det er naturligvis godt, at der trods alt er et klagesystem. Det er blot vigtigt at holde sig for øje, at mange af de borgere, som risikerer denne forskelsbehandling, ofte er svage og udsatte og ikke har ressourcerne til at klage. Det kommunale selvstyre har mange fordele, men med den administrative praksis, der vokser ud af de mere og mere pressede kommunale budgetter, er landspolitikerne nødt til at diskuterer vigtigheden af, at man sikrer nogle tydelige rammer for det kommunale selvstyre, og for hvor ringe en sevice vi kan stille til rådighed for vores svageste borgere.

I den forbindelse har folketingspolitikerne to ansvarsområder: Sørg for at lave lovgivningen så klar, at den er til at forvalte rimeligt og retfærdigt for kommunerne. Sørg for, at kommunerne har den nødvendige økonomi til at løse de vigtige velfærdsopgaver, så vores samfund ikke knækker over. De kommunale forskelle er stigende. Den samfundsmæssige ulighed er stigende. Hvis det får lov til at fortsætte, er det en tikkende bombe under vores velfærd og sammenhængskraft.

/Esben Kullberg, sekretariatsleder i Ligeværd.

Eksempler der af pladsmæssige hensyn ikke kom med i kommentaren i Information:

 

Kristian brugte 1 år af sin STU på at være fejlplaceret.

Kristian Bank Møller, 19 år, brugte 1 år af sin treårige STU på at være fejlplaceret i Silkeborg Kommunes eget STU forløb, som kommunen insisterede på var det rigtige. Først efter en række klager, henvendelse til Ligeværd, breve til byrådets politikere og opmærksomhed i den lokale presse, lykkedes det efter 1 år Kristian og familien at få sagen nyvurderet og få ham overflyttet til Havredal Praktiske Uddannelser, der havde et tilbud som passede til Kristian.

"Hvor er det træls, at forældre og unge skal slås så meget for at få en plads på en uddannelse, som de har et lovkrav på. Og at kommunen bevidst vælger ikke at fortælle, om de muligheder der er. Det er slet ikke i orden. Der kan være rigtig mange mennesker, som ikke har kræfterne til at tage kampen op mod kommunen. De gør bare som der bliver sagt, og de forsvinder ud af syne. Det er slet ikke i orden."

/Birthe Bank Møller, mor til Kristian.

 

Mette måtte flytte kommune for at få sin STU

Mette Stitz måtte flytte kommune for at få det STU forløb hun ønskede. Mette Stitz havde folkeregisteradresse i Aarhus Kommune, og det skulle vise sig at blive en vanskelig forhindring at forcere. Uanset argumenter, og at kommunen er forpligtet til at lytte til de unge og deres forældre, bestemte kommunen hvilken institution hun kunne gå på. Mette Stitz endte med at flytte ind hos sin fars kæreste, der bor i Odder Kommune. Som borger i Odder Kommune blev hendes sag hurtigt behandlet, og hun kunne starte på sin ønskede STU på Egmont Højskolen.

"Det holder selvfølgelig ikke, at man sådan kan importere eller eksportere borgere mellem kommunerne, fordi fortolkningen af lovgivningen er så forskellig. Dem er der i princippet 98 forskellige af. Det er grotesk og urimeligt, at unge med særlige behov kan blive presset ud i at flytte kommune for at kunne få et uddannelsesønske opfyldt. Det byder man ingen andre unge i uddannelsessystemet"

/Ole Lauth, forstander Egmont Højskolen.

 

Stram økonomistyring begrænser handlemuligheder

"Vores elever kommer fra 18 forskellige kommuner, og det er vores klare opfattelse, at de handler på 18 forskellige måder, når det kommer til hvilke muligheder, vores elever får tilbudt. En stram økonomistyring i kommunerne begrænser UU-vejledere og sagsbehandleres handlemuligheder, og vi er direkte blevet opfordret til ikke at vejlede for konkret. Unge i det ordinære uddannelsessystem er sikret en relativt ensartet uddannelse, ved at staten har påtaget sig ansvaret for økonomien, men eleverne på kommunernes ungdomsuddannelser, er i realiteten underlagt den enkelte kommune, og kvaliteten afhænger af den enkelte kommunes prioritering på området.

Den eneste måde, hvorpå vi kan sikre disse unge et ordentligt uddannelsestilbud, er ved at binde uddannelserne op på et taxametersystem betalt af staten, således at den unge selv kan vælge uddannelsen efter interesse og kvalitet."

/Niels Kirk, forstander Fenskær Efterskole

 

Design by mouseketeers