Unge for Ligeværds vedtægter

 

Vedtægter for Landsforeningen Unge for Ligeværd (UFL)

 

§1. Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er Landsforeningen Unge for Ligeværd (UFL).

Foreningen, der er landsdækkende, har hjemsted i København, Ballerup Kommune.

 

§ 2. Formål

Foreningens formål er at arbejde for ligeværdige vilkår for alle unge med særlige behov, begrundet i boglige, indlærings- og funktionsmæssige vanskeligheder. Foreningen arbejder for at alle, der kan tilslutte sig målsætningen, har lyst til at blive medlem og deltage i foreningens arbejde. Foreningen arrangerer landsdækkende og lokale aktiviteter for alle unge, der ønsker at benytte sig af tilbudene.

Aktiviteterne kan være:

1.    at oplyse om målgruppens vilkår og vanskeligheder igennem foredrag, møder og skriftlig information og dermed udbrede kendskabet til sagen for ligeværdighed

2.    at afvikle kurser for unge for at hjælpe til større selvværd, oplysning, kreativitet og virkelyst

3.    at lave weekend-træf, rejser og andre fritidsoplevelser som kan give mulighed for at møde ligestillede og få nye venner.

4.    at styrke det sociale og kulturelle samvær med ligestillede

5.    at arbejde for at oprette flere lokalforeninger, så medlemmerne vil have mulighed for et lokalt mødested med og en aktiv fritid med ligestillede overalt i landet.

 

§ 3. Medlemmer

Som medlem kan optages enhver, som sympatiserer med UFLs formål, som skriftligt indmelder sig og betaler kontingent til UFL.

 

§ 4. Bestyrelsen

Landsforeningen Unge for Ligeværd ledes af en bestyrelse, der består af 11 medlemmer.

Bestyrelsen vælges af og blandt foreningens medlemmer, og der vælges herudover 6 suppleanter, hvoraf mindst 3 bør være vejledere.

Kandidater, der ønsker at opstille, skal senest 7 dage før generalforsamlingen, meddele dette skriftligt til UFLs formand. Landsforeningen Ligeværds bestyrelse udpeger et medlem til at sidde i UFLs bestyrelse. Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen sidder for to år ad gangen, sådan at halvdelen er på valg på den årlige generalforsamling. 

 

§ 5. Generalforsamlingen

UFLs medlemmer udgør generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed.

Landsmødet afholdes hvert år inden udgangen af oktober måned og indkaldes skriftligt af formanden med 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden, der mindst skal indeholde følgende punkter:

 

1.    Valg af ansvarlig mødeleder og referent

2.    Valg af sekretær for mødeleder og referent

3.    Bestyrelsens årsberetning fremlægges til debat og godkendelse

4.    Revideret regnskab fremlægges til godkendelse

5.    Indkomne forslag

6.    Fastlæggelse af budget og kontingent

7.    Valg af bestyrelsesmedlemmer og stedfortrædere

8.    Valg af revisor

9.    Eventuelt

 

Generalforsamlingens beslutninger træffes efter reglerne om almindeligt flertal. Der skal være skriftlig afstemning, hvis dirigenten eller et flertal ønsker det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. 

 

 

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling

En ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen har ønsket det eller en tredjedel af medlemmerne skriftligt har fremsat krav herom overfor bestyrelsen. To tredjedele af de fremmødte medlemmer skal stemme for forslaget, for at det er godkendt. Indkaldelse skal ske inden 2 måneder fra anmodningen og med mindst 14 dages varsel.

 

§ 7. Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret.

 

§ 8. Tegningsret

Foreningen tegnes af formanden og næstformanden i forening

 

§ 9. Vedtægtsændringer

Beslutning om vedtægtsændringer kan vedtages på en ordinær generalforsamling, når forslaget er opført på dagsordenen, og 3/4 af bestyrelsen i forvejen har tiltrådt det.

 

§ 10. Foreningens opløsning

Beslutning om Landsforeningen Unge for Ligeværds opløsning kan kun vedtages på en ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. ¾ af bestyrelsen skal forinden tiltræde dette. På den ekstraordinære generalforsamling skal mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer tiltræde opløsningen. I tilfælde af foreningens opløsning skal generalforsamlingen også beslutte, hvordan UFL's midler skal bruges til gavn for unge med særlige behov.

 

 

Vedtægter godkendt på UFLs generalforsamling den 29. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

Kim Dyrvig

Formand

Ulla Langholz

Ordstyrer

Marianne Drejer

Næstformand

 

 

 

 

Design by mouseketeers