Årskonference for skoler og uddannelsessteder
Dato: torsdag d. 29. & fredag d. 30. oktober
Sted: Torvehallerne, Vejle
Konferencen arrangeres i samarbejde mellem Skolesammenslutningen Ligeværd (SL) og Foreningen af uddannelsessteder Ligeværd (FUS), men er et åbent tilbud til alle medlemmer af Foreningsfællesskabet Ligeværd. Udover det faglige program er der fredag efterårsmøde i SL og generalforsamling i FUS.
Programmet kan ses ved at klikke her.
Tilmelding til konferencen skal ske senest d. 11.9 til lene@ligevaerd.dk
Hvad sker der med ungdommen midt i en erhvervskrise?
Krisen rammer de unge i langt større omfang end andre grupper på arbejdsmarkedet. Hvilke udfordringer giver det for unge med særlige behov, deres adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet? Er krisen en fordel for nogen unge? Hvilke tiltag giver succes? Hvilke gør ikke og hvorfor? Alt dette og mere diskuteres på
DHIs (Den Helhedsorienterede Indsats) konference d. 29. 9. 2009 på Syddansk Erhvervsskole i Odense.
Tilmelding skal ske til anne@ligevaerd.dk senest d. 21.9. kl. 12.00. Se programmet for konferencen her.
Kom og vær med til at fejre 40 års jubilæet!
Landsforeningen Ligeværd fejres ved en konference og fest d. 30. oktober i Torvehallerne i Vejle. Alle venner og medlemmer af Ligeværd kan være med. Klik her for indbydelsen og her for hele programmet.
UFL Landsmøde d. 26. september 2009
Dalum Landbrugsskole danner igen i år rammen om UFLs Landsmøde. Program, indkaldelse til generalforsamlingen samt tilmeldingsblanket findes i UFL-bladet for juni og august. Husk! Fristen for tilmelding er d. 6. september 2009. Bestyrelsen håber igen i år på et stort fremmøde.
Nye dialogmøder om socialt netværk og handicap
Det første dialogmøde afholdt af Servicestyrelsen i maj var en stor succes. Derfor udbydes der tre nye dialogmøder om socialt netværk og handicap i efteråret. Møderne afholdes i Aalborg d. 15. september, i Odense d. 17. september og i Silkeborg d. 4. november. For tilmelding og mere info se: www.servicestyrelsen.dk/wm151701
Ny hjemmeside for unge på STU
KLAP-projektet har lanceret en ny hjemmeside, hvor STU elever kan få idéer til, hvordan de kan få et job på det ordinære arbejdsmarked. Siden, hvor de unge kan hente inspiration gennem historier fra det virkelige liv, er også et redskab til forældre, vejledere og virksomheder. Bag KLAP-projektet står foreningen LEV. Se hjemmesiden her: www.projektklap.dk
Jægergården Efterskole = Efterskolen Helle
Tirsdag d. 8. september skifter Jægergården Efterskole på Djursland navn til Efterskolen Helle. De fejrer ændringen med en festlig dag med både taler, trylleshow, køreture i sportsvogne og på Harley Davidson motorcykler. Alle er velkomne.
Glad Scene 2009
Kan du danse, synge, spille, mime, jonglere, freestyle i kørestol, hoppe på tungen, fløjte med numsen eller noget helt andet? Så er det måske dig, der skal stå på Glad Scene d. 19. november 2009 hos TV-Glad i København. For mere info se: www.tv-glad.dk/scene
Principiel afgørelse om STU
I en sag hvor en kommune ønskede at give en autistisk dreng et kortere varende tilbud end den 3-årige STU uddannelse drengen oprindeligt var blevet tilkendt, er afgørelsen nu faldet ud til fordel for det længere varende forløb. Afgørelsen begrundes bl.a. i, at den unge havde en lovmæssig ret til at få tilbudt det særligt tilrettelagte uddannelseforløb. Man kan læse hele afgørelsen på Ankestyrelsens hjemmeside http://www.ast.dk/afgoerelser/principafgoerelser/ Søg efter afgørelsesnummer: 162-09.
Afgørelser over klager om STU
Man kan se STU afgørelser fra Klagenævnet for vidtgående specialundervisning her: http://www.klagenaevnet.dk/publikationer/meddelelser.aspx
Handicapkonventionen
Danmark har nu ratificeret FNs handicapkonvention, og den trådte i kraft d. 23. august. Den trykte konvention kan bestilles gratis ved at klikke her eller downloades hos Det Centrale Handicapråd på www.dch.dk
AE mener at frafaldet på erhvervsuddannelserne stiger
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skriver, at næsten 50 % af alle unge, der starter på en erhvervsuddannelse falder fra igen. Det historisk store frafald betyder, at regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse i 2015, bliver meget svær at nå. Læs AEs analyse af situationen på:http://www.ae.dk/. Danmarks Evalueringsinstitut har kigget på årsagerne til frafaldet. Læs mere her: http://www.eva.dk/ungdomsuddannelse
Månedens leder
Diagnoser og mennesker
I de seneste 40 år har et skiftende antal børn og unge været betegnet med ord som adfærdsvanskelige, psykisk lidende, samspilsramte, socialt depriverede, skjult epilepsi, minimal brain damage, DAMP og en hel del flere. Det sidste skud på denne lange række af diagnoser er ADHD, der lige som sine forgængere udtrykker, at vi har at gøre med personer, som har problemer med opmærksomheden, og som er hyperaktive.
Disse personers adfærd og dens konsekvenser er således ret præcist og ensartet beskrevet, hvorimod årsagerne og forekomsten har været vurderet forskelligt op gennem tiderne. Som det næsten fremgår af diagnoserne, har der hersket ret afvigende meninger om, hvorfor nogle børn og unge nu opførte sig som de gjorde. I visse perioder har omgivelserne, opdragelsen – altså i høj grad forældrene – fået skylden og i andre har man hældet til en teori om arvelighed. Det er således tilfældet med ADHD, hvor doktrinen er at ca 80 % er arveligt belastede. (Da man var samspilsramt var doktrinen selvsagt noget anderledes.). I 80-erne talte man nogen steder om at 10 – 15 % af alle børn og unge var minimalt hjerneskadede. Med ADHD er man nu mere beskedent nede på 2 – 5 %.
Hvorom alting er, så har vi at gøre med nogle unge mennesker, som ikke opfører sig som gennemsnittet. De er ikke nødvendigvis dårligt begavede. Ja, det modsatte er vist lige så sandsynligt. Men de passer altså ikke ind i vores ønsketænkning om god social adfærd. De har det på mange måder svært med deres liv. De er overrepræsenteret i vores fængsler, de er førende ballademagere, når der skal kastes sten efter politiet, de skifter ustandselig sex-partner, men bruger sjældent prævention, de har få eller ingen rigtige venner og de klarer sig meget dårligt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Vi har en stiltiende overenskomst om, at de er nogle defekte produkter af en syg genetisk eller social problematik, og det er jo nok ikke helt forkert. Men den slags absolutte opfattelser har desværre ofte den konsekvens, at vores egen – altså samfundets – rolle i problematikken bliver overset eller fejet ind under gulvtæppet. Det er jo ikke vores skyld, at de er som de er og der er jo sikkert ikke noget at gøre!
En diagnose kan være meget god som forklaring på dette eller hint, men den fortæller os sjældent, hvad vi kan og bør gøre ved sagen. Det er snarere sådan at den kan frigøre os fra det medansvar, vi alle har for vores medmenneskers ve og vel.
Men der har endnu aldrig eksisteret en social konflikt, uden at den har involveret mindst to parter. De unge mennesker, vi indtil videre har fået sat på plads med diagnosen ADHD er også et produkt af en samfundsorden, som de ikke passer til.
Er fejlen alene deres eller har alle vi velbjergede herrer i åndernes rige, alle vi der bestemmer hvordan livet skal leves, også et medansvar?
Jørgen Hansen