Nyhedsbrev august 2009

 Årskonference for skoler og uddannelsessteder

Dato: torsdag d. 29. & fredag d. 30. oktober

Sted: Torvehallerne, Vejle

Konferencen arrangeres i samarbejde mellem Skolesammenslutningen Ligeværd (SL) og Foreningen af uddannelsessteder Ligeværd (FUS), men er et åbent tilbud til alle medlemmer af Foreningsfællesskabet Ligeværd. Udover det faglige program er der fredag efterårsmøde i SL og generalforsamling i FUS.

Det endelige program for konferencen vil blive udsendt direkte til skoler og uddannelsessteder primo august. Programmet vil ligeledes kunne findes på www.ligevaerd.dk

Tilmelding til konferencen skal ske senest d. 11.9 til lene@ligevaerd.dk

40 års jubilæum

Kom og vær med til at fejre Landsforeningen Ligeværds 40 års jubilæum !  Hvor: Torvehallerne, Vejle Hvornår: Fredag d. 30. oktober 2009 kl. 13.30 - ?

Hvem: Alle medlemmer af Ligeværd kan være med.

Foreningsfællesskabet Ligeværd har valgt at fejre Landsforenings 40 års jubilæum i forlængelse af Årskonferencen for skoler og uddannelsessteder. Det endelige program, med faglige og festlige indslag, kan ses på hjemmesiden www.ligevaerd.dk ultimo august.

 Havredal Festival 2009

Traditionen tro afholdes Havredal Festivalen den sidste lørdag i august, i år d. 29. august. Alle med tilknytning til Havredal gl. Skole er velkomne. Programmet kan downloades på skolens hjemmeside www.hgs.dk

 Vi løber for Ligeværd

Knap 200 deltagere fra Ligeværd løber med når DHL-stafetterne afvikles i Århus d. 18. august, Ålborg d. 26. august og i København d. 31. august. Alle er velkomne til at møde op ved Ligeværds telt i de tre byer og heppe på de mange hold løbere.

 Fratrædelse

Martin Drejer er fratrådt sin stilling i Foreningsfællesskabet Ligeværd som konsulent for UFL: Stillingen er for nuværende ikke genbesat, og det vides ikke, hvornår dette sker.

Henvendelser bedes rettet til sekretariatet i Foreningsfællesskabet Ligeværd, Vejlbjergvej 8A, 8240 Risskov. Tlf.: 86 20 85 70 eller mail: ufl@ufl-ligevaerd.dk

 Unge for Ligeværd – Landsmødet

Dato: 26. september

Sted: Dalum Landbrugsskole

UFL afholder sin årlige generalforsamling denne dag, og har igen et spændende program i løbet af eftermiddagen. Om aftenen afholdes der en stor fest, med festmiddag og diskotek ”No Garlic”.

Tilmeldingen til Landsmødet skal ske til Anette Østergaard, Ribesvej 15, 7700 Thisted eller til anette7700@gmail.com

 Udfordringsret

I midten af juli måned fik over 200 ansøgere, fortrinsvis offentlige institutioner og private leverandører, svar på, om de kan få dispensation fra statslige regler. Det sker som led i den såkaldte udfordringsret, som giver mulighed for at få dispensation i en forsøgsperiode, så man kan afprøve nye måder at gøre tingene på. Læs mere om udfordringsretten ved at klikke her.  

Beskyttet beskæftigelse

Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI) har i forsommeren udgivet rapporten ”Beskyttet Beskæftigelse”, der viser, at mange af dem der er i beskyttet beskæftigelse – især de unge, gerne vil arbejde på en almindelig arbejdsplads.  Rapporten kan downloades på www.sfi.dk

Nyt regionalt dialogforum

KL, Dansk Handicaporganisationer og Skole og Samfund har  indgået en aftale om at erstatte de udskældte regionale udviklingsråd med  et regionalt dialogforum, der knyttes til de 5 kommune - kontaktråd. Foraene skal drøfte generelle forhold og udvikling indenfor bl.a. specailundervisning og nedsættes i løbet af foråret 2010. Læs mere om aftalen her.

  Handicapkonventionen

Folketinget ratificerede FNs Handicapkonvention d. 28. maj og 30 dage senere trådt den formelt i kraft. Danske Handicaporganisationer har en glimrende hjemmeside med masser af informationer om konventionen. Se her.

 Vigtige valg

Guide til unge med handicap. I juni måned udgav Servicestyrelsen en ny guide, som giver de unge en hjælpende hånd til at træffe de vigtige valg i livet vedrørende bolig, uddannelse, arbejde og fritidsaktiviteter. Guiden kan downloades på her.

 Nyt projekt skal gøre sagsgangene lettere for voksne med handicap

Et nyt digitaliseringsprojekt mellem Indenrigs- og socialministeriet og KL skal sikre, at de data, man en gang har givet, kan genbruges mellem forskellige institutioner og myndigheder, og at relevant information kan udveksles elektronisk. Se mere om projektet ved at klikke her. 

Månedens leder

 Fuld fart fremad

 Så står et nyt aktivitetsår foran os. Måtte det blive ligeså positivt og afvekslende, som sommeren har været. Der må jo lidt regn og kølighed til ind imellem, for at vi rigtigt kan værdsætte solskinstimerne.

I LIGEVÆRD har vi mange ønsker og ambitioner for det kommende år. Ikke alt vil lykkes, men intet vil lykkes, hvis vi ikke tror, det kan lade sig gøre.

Der er i særlig grad 5 aktivitetsområder, der trænger sig på, og som der er realistiske muligheder for at gøre noget ved:

Vores synlighed – ikke mindst lokalt – skal styrkes, og her er efterårets kommunalvalg en oplagt mulighed. Vi må med alle til rådighed stående midler deltage i valgkampen, så det står enhver, der kandiderer til en plads i en kommunalbestyrelse helt klart, at kommunerne – ikke mindst efter kommunalreformen – har et meget stort ansvar for, at de unge, vi kalder vores målgruppe, ikke fortsat falder fra, men tværtimod i højere og højere grad falder til i vores samfund.

Sammenhængskraften mellem LIGEVÆRD lokalt og centralt skal fortsat styrkes. Det nytter ikke noget, at et niveau fungerer, hvis andre ikke gør det. Her er der meget at tænke over, og en hel del at gøre. Den entusiasme og aktivitetsiver, der i de senere år har præget vores forskellige centrale organer må også være til stede i det lokale arbejde, så vi ikke fortsat skal opleve, at lokalforeninger sygner hen og opløses, fordi der ikke er tilstrækkelig mange, der vil spytte i næven og tage fat. Her har vi et samlet ansvar, og alle parter må støtte og inspirere hinanden.

De unge og deres forening UFL skal prioriteres højere i vores bevidsthed og i vores daglige arbejde. Uden dem var der ikke nogen rigtig mening med vores arbejde. De skal støttes, men ikke omklamres. Vi ønsker alle – og ikke mindst de unge selv – at de selv spiller hovedrollen i eget liv. Risikoen for umyndiggørelse og klientgørelse lurer altid lige i vandskorpen, men det skal vi se i øjnene, for først da kan vi bekæmpe vores til tider misforståede godhed. Vi vil jo gerne have, at de myndigheder, som skal servicere de unge respekterer deres selvbestemmelsesret. Her må vi selv gå i spidsen og markere en klar og utvetydig holdning.

I en årrække har vi set en meget beklagelig tendens til, at færre og færre unge med særlige behov gennemfører en relevant og brugbar uddannelse. Alle er enige om, at denne udvikling er helt uacceptabel, og det kan være vanskeligt at afgøre, hvor ondet har sin rod. På det retslige niveau har vi med loven om uddannelsesgaranti fået en udmærket mulighed for at knække kurven. Denne lov må vi udnytte til det yderste. Vi må ikke acceptere hæmmende fortolkninger eller gustne økonomiske overlæg. Nu må der skabes balance mellem de politiske intentioner og hverdagens praksis.

Og så er det jubilæumsår i LIGEVÆRD. 40 år er det siden fru Grenness tog initiativet til at stifte Foreningen til Støtte for Sent Udviklede. Det har resulteret i mange gode initiativer og tiltag, som vi netop de seneste 40 år har haft så hårdt brug for. I disse fire årtier er de akademiske krav til unge i uddannelse og arbejde stedse blevet skærpet. Den tid er forbi, hvor der i almindelighed var noget at rive i også for dem som havde svært ved at læse eller løse tredjegradsligninger. Nu er det næsten som om teori kommer før praksis. Uden Foreningen til Støtte for Sent Udviklede eller LIGEVÆRD, som vi nu hedder, ville det være gået meget værre for den bogligt svage restgruppe. Der er en hel del, vi gerne så fungerede bedre, men der er sandelig også meget at glæde sig over.

Lad os da gøre det med taknemmelighed overfor dem, der skabte og udviklede vores fællesskab og så i øvrigt fortsætte fremad med en positiv, men også kritisk holdning til det samfund, som skal give plads til os alle.

 Jørgen Hansen 

 

 

Design by mouseketeers